Uddannelsesstøtte

Uglevirke kan yde støtte til ansatte i bogbranchen, der ved videreuddannelse ønsker at kvalificere sig til en lederstilling i branchen eller til at drive bogvirksomhed som selvstændige. Støtten kan ydes til udgifter ved videreuddannelse, efteruddannelse, studierejser, skoleophold, universitetssemestre mv. eller andre brancherelevante uddannelsesforløb, som udbydes i det danske uddannelsessystem, eller som studie- og praktikophold i udlandet, etc.


Tilskud ydes kun til ansøgere, der har en fast tilknytning til bogbranchen, som ansatte, ejere, eller med anden fast tilknytning til boghandel eller forlag. Dette dokumenteres gennem ansøgningen og gennem påtegning fra nuværende arbejdsgiver. Tilskud ydes derfor ikke til ansøgere, der er i studerende i det egentlige uddannelsessystem, uanset om dette evt. sker med henblik på en efterfølgende ansættelse i bogbranchen. I 2017 har Uglevirkes bestyrelse principielt afgjort, at ansøgere som samtidig er studerende i det danske uddannelsessystem, og har nuværende en ansættelse i studiejobs i branchen, ikke er støtteberettigede, hvis studiejobbet er eneste tilknytning til bogbranchen.

Uglevirke yder ikke tilskud til aktiviteter, der er påbegyndt eller allerede afholdt på ansøgningstidspunktet.


Uglevirke vurderer også, hvordan den ansøgte aktivitet forholder sig til ansøgerens ansættelsesforhold, og Uglevirke vil normalt ikke støtte ansøgninger, som må betragtes som en normal intern aktivitet i ansøgerens ansættelsesforhold i boghandel eller forlag.

Deltagelse i ½ & 1-dagskonferencer/kurser af enkeltstående karakter støttes normalt ikke.


Ansøgning om tilskud til uddannelse og studierejser mv. samt om støtte til brancheaktiviteter kan ligeledes indsendes hvert år inden 1. februar og 1. august. Ansøgningsskema skal anvendes og udfyldes. Ansøgning kan endvidere suppleres med bilag.


Uglevirke kan undtagelsesvis også yde støtte til aktiviteter, som det ikke har været muligt at søge inden for de normale ansøgningsfrister. Der må dog beregnes mindst 6 uger mellem ansøgningstidspunkt og aktiviteten, og der må endvidere påregnes mindst 3 uger til behandling og besvarelse af ansøgninger.

Alle ansøgninger indsendes pr. brev eller pr. mail til


Foreningen Uglevirke, c/o Boghandlerforeningen, Børsen, 1217 København K

mail: post@uglevirke.dk


Skat mv.

Tilskud til uddannelsesaktiviteter, uddannelse, studierejse mv. i Danmark er skattepligtige og indberettes af Uglevirke til Skat på ansøgerens cpr. eller cvr. nummer

Tilskud til aktiviteter, uddannelse, studierejser mv. som finder sted uden for landets grænser, er normalt ikke skattepligtige. Her oplyses tilskudsmodtageren om beskatningsreglerne, og om at beløbet er opgivelsespligtigt, men fradragsberettiget. Uglevirke indberetter tilskuddet til Skat, som ikke-skattepligtigt.


Meddelelse om bevilget støtte

Bestyrelsens mål er, at alle ansøgninger er behandlet inden for 6 uger efter de respektive frister. Alle ansøgere vil modtage meddelelse pr. brev eller mail om ansøgningens behandling.